OM OS 

Haarby Turist har eksisteret siden 1921. Grundet de mange års erfaring er vi en af de førende indenfor branchen. 
Vi har i mange år beskæftiget os med bustransport og mennesker. Vi bestræber os efter, at give alle
kunder en ekstra oplevelse med på vejen.

 

 

1920-50

Verden var af lave efter første verdenskrig. Stauning, Chaplin og Einstein var på alles læber, men i den lille landsby Haarby på Sydfyn blev det hurtigt en helt anden person man talte om. I 1921 gik Chr. Jensen i land som styrmand på et 3 mastes sejlskib og stiftede Haarby Lillebil sammen med sin kone Anna. Der var på det tidspunkt ikke meget erhverv i landsbyen, som mest levede af landbrug. I begyndelsen af 50`erne kom Chr. Jensen og Anna´s søn Hans Chr. Jensen med i firmaet som kørelærer. Derefter kunne man i Haarby Lillebil erhverve kørekort til almindelig bil, lastvogn, lastvogn med anhænger og ikke mindst bus. Udover køretimer, blev firmaets bus også benyttet til turistkørsel.

Hver søndag blev der således arrangeret ture for byens borgere. Det var f.eks til Brunkulslejrene, hvor alle gæsterne selv medbragte mad til frokost. Der blev spist i grøftekanten og øl og vand kunne købes i bussen. Aftensmaden blev som regel spist  på Kryb-i-ly kro på hjemturen.

1950-76

Hans Chr. Jensen overtager firmaet efter sine forældre og udvikler firmaet til et selskab, der primært driver taxi skolebørn og køreskole . Hans dør pludseligt i 1976, kun 46 år gammel.

Hans Chr. Jensen´s kone Anne Marie driver med stor beslutsomhed firmaet videre med chaufførernes hjælp. Anne Maries søn Kurt var uddannet lastvognsmekaniker og blev ansat i firmaet allerede som 19 årig. I 1979 overtog Kurt firmaet og siden da har Haarby udviklet sig til en moderne virksomhed med mere end 50 fuldtids- og deltidsmedarbejdere.

”Min familie har drevet busselskab i 3 generationer og derfor er det ikke blot et arbejde for mig at drive Haarby. Det er en passion, som det også var for min farfar, far og mor - og jeg er særlig stolt over at have udviklet og videreført min families livsværk” - Kurt Hestehave Jensen

Vores vision

Haarby insisterer på at levere mere end blot transport fra a til b. Vores mål er, at levere mere end kunden forventer og vi tilstræber dagligt, at leve op til vores vision om at give ”en oplevelse mere med på vejen”.

Haarbys vision er lige så enkel, som den er vigtig for os. At få en oplevelse mere betyder helt konkret, at vores kunder skal opleve velforberedte chauffører, som leverer sikker kørsel og god service hele vejen. Busserne skal være tip-top, alle aftaler skal overholdes og på alle måder skal kunden opleve en virksomhed, der stræber efter at levere sit bedste.

På samme måde er visionen om at give ”en oplevelse mere med på vejen” retningsgivende for alle vores medarbejdere. Når vi indfrier vores professionelle ambitioner overfor kunden, betyder det samtidig, at det bliver en bedre oplevelse at være chauffør

Organisation

Haarby beskæftiger ca. 85 fuldtids- og deltidsmedarbejdere, primært chauffører og et mindre antal service- og administrationsmedarbejdere. Direktion og daglig ledelse består af indehaver Kurt Jensen, som ligeledes tilrettelægger den daglige drift af samtlige busser.

Den daglige drift koordineres således af Kurt Jensen, men ansvaret for at afvikle den enkelte bustur, er i stort omfang uddelegeret til den enkelte chauffør. (Chaufførens ansvar består i, at have alle informationer til rådighed for at køre turen og sikre, at kunden ligeledes kender den indgåede aftale, ved i forvejen at ringe og informere) På den måde bliver der kortest mulig afstand til kunden.

Top